Der har netop været afholdt endnu en Sæson MasterClass - denne gang hos Østerkrog Gartneri og Økologi, hvor 20 deltagere med stor succes blev inspireret til helt nye anvendelsesmetoder af grønt.
Tættere på råvaren med Sæson MasterClass
10.12.2019Sæson MasterClass er et initiativ, der faciliteres af Sæson og er en kampagne finansieret af Dansk Gartneri og EU. Kampagnen bygger på at få professionelle køkkener til at sætte mere grønt på menuen og give inspiration til, at disse varer får en mere central rolle i madlavningen og retterne.
Med stor succes har der netop været afholdt en Sæson Masterclass hos Østerkrog Gartneri og Økologi for omkring 20 deltagere.
Dagen hos Østerkrog Gartneri og Økologi startede med, at deltagerne mødte ind fra morgenstunden og blev vist rundt i pakkeriet. Herefter blev de taget med ud i marken hvor de fik fagligt indsigt i, hvordan man dyrker grøntsager hos netop Østerkrog Gartneri og Økologi, samt hvilke udfordringer der kan opstå i forbindelse med dyrkningen.
Herefter blev der lavet mad i køkkenet med sæsonens grøntsager og erfaringsudvekslet blandt deltagerne. Den tilberedte mad, som deltagerne havde lavet, blev indtaget sammen med frokostserveringen. Derudover blev der senere på dagen undervist i fermentering af grøntvarer med Frugtformidlingen.
Caleb Falk, der i samarbejde med sin bror David Falk driver Østerkrog Gartneri og Økologi, fortæller, at udbyttet af MasterClass’en for ham personligt især er den vidensdeling og fælles forståelsesramme, der skabes i løbet af dagen.
“For de fleste er grøntsager en lagervare. Jeg fornemmer, at det kan være lidt en øjenåbner at få en leverandørs perspektiv, fordi det faktisk kræver en del at producere grøntsager”, siger Caleb og uddyber: ”Hvilke aspekter der kan gå galt under væksten f.eks. pga. dyr eller skiftende vejrforhold, og hvor mange hænder der rent faktisk deltager, inden produkterne ender på hylden, overrasker mange. Derudover er det fantastisk at få italesat de helt basale ting - såsom hvor råvaren kommer fra, og hvordan en blomkålsplante egentlig ser ud, inden den høstes”, fortæller Caleb.
Andreas Mortensen, Køkkenchef hos Traktørstedet Ludvigslyst i Svejbæk ved Silkeborg og en af deltagerne på MasterClass hos Østerkrog Gartneri og Økologi var meget begejstret for arrangementet:
”Jeg deltog sammen med vores kokkeelever, og det var en rigtig positiv oplevelse for os alle sammen. Især at se hele produktionen bagved Østerkrog Gartneri og Økologi gjorde et stort indtryk på os. Det er imponerende, hvor stort et arbejde, der rent faktisk ligger i at høste grøntsager - især blomkål, der høstes med hånden, så ikke der kommer stødmærker på - der er jo virkelig mange blomkål på sådan en mark”, siger Andreas med et smil.
Andreas fortæller ligeledes, at der var en god dynamik og sparring med de andre deltagere gennem dagen, som kom fra forskelligartede køkkener. ”Der var god tid til at dykke ned og arbejde grundigt med grøntsagerne og lave en masse spændende retter sammen med de andre deltagere. Der blev bl.a. røget blomkål og friturestegt porrerødder og lavet koreansk kimchi med chili,” fortæller Andreas.
Der afholdes løbende MasterClasses rundt om i landet. Kontakt din lokale konsulent for at høre mere om, hvor det næste arrangement afholdes, og book din plads – naturligvis helt gratis. Du kan desuden læse mere om Sæson MasterClasses her.
GÅ TILBAGE