Kenneth Toft-Hansen er verdens bedste kok!

Kenneth Toft-Hansen er verdens bedste kok!

Guld til Kenneth Toft-Hansen og det danske Bocuse d'Or team i Lyon. Sverige og Norge napper 2. og 3. pladserne. Christian Wellendorf modtager prisen for "Best Commis".

Kenneth-Toft Hansen og det danske team placerede sig øverst på podiet ved Bocuse d'Or Finalen, som blev afviklet i Lyon den 30/01. Guld til Kenneth og guld til Danmark. For 2. gang indenfor en uge måtte Norge igen vige pladsen på skamlen for Danmark, som fik guld, mens Sverige fik sølv og Norge indkasserede en flot bronzemedalje. Skandinavien må siges at være på toppen af den gastronomiske verden.

Inden afgørelsen blev en række øvrige priser uddelt og her sikrede Kenneths assistent Christian Wellendorf sig 1. præmien i kategorien "Best Commis" for hans ihærdige indsats i køkkenet sammen med Kenneth.

Kenneth fortæller om sejren:

 - Det er et øjeblik jeg har ventet længe på og kæmpet hårdt for, så det er fantastisk at stå her nu. Jeg har arbejdet intensivt siden september sidste år, og jeg følte dagen igennem i køkkenet en sikkerhed om at jeg ville lykkedes med alle detaljer. Det gjorde vi. Vi ramte et godt niveau, og der var ingen overraskelser. At det hele klappede i køkkenet, skyldes ikke mindst min fantastiske assistent Christian Wellendorf. Han fik fuldt fortjent prisen som bedste ’commis’! Han har givet det alt, han har i sig, og har evnen til bevare roen under det store pres.

Som stolt sponsor af Kenneth-Toft Hansen og hele den danske indsats vil vi ønske hele det danske hold stort tillykke med en velfortjent sejr. En bedrift, som vil sætte fokus på Danmark og som uden tvivl vil inspirere flere unge til at få en gastronomisk uddannelse. Du kan i den kommende udgave af BLUS-magasinet læse mere om Kenneth Toft-Hansen og om hans forberedelser til verdensmesterskabet.

Kenneth deltog i konkurrencen med følgende menu:

Tallerkenretten ’Nature’
’Chartreuse’ med østers, muslinger og grøntsager
Puntarelle & agurk, spirer og tørret æggeblomme
Grønt æble, rygeost og estragon
Cremede muslinger med blomkål og tang

Fadretten ’Winter Flora Danica’
Kalvekam med brisler, enebær, persille & citron
Selleri-’ben’, Vesterhavsost og sprød jordskok
Rose af hybenroseeddike og rødbede med brunede løg og stegt kalvefedt
Mosaik med cremede vilde svampe og persillestængler
Friskt æble og glaskål
Estragon, rygeost og snegleæg
Kalvefond med brunet smør, syltede ramsløg og vild timian

Nationalt element: 
Enebær, vild timian, hybenroseeddike, rygeost & Vesterhavsost

Kenneth Toft-Hansen og Christian Wellendorf - Stort tillykke med den flotte sejr.

Se mere på den officielle side: www.bocusedor.com eller på den danske Bocuse d'Or side: www.bocusedor.dk

Uddrag fra mediernes omtale

DR.dk | Danske Kenneth Toft-Hansen er verdens bedste kok
JP.dk | Kenneth er verdens bedste kok: »Drømmen er endelig gået i opfyldelse«
Børsen | Bocuse d'Or 2019: Verdens bedste kok er Kenneth Toft-Hansen

 

GÅ TILBAGE