Danmark vinder VM guld til Bocuse d’Or 2023

Danmark vinder VM guld til Bocuse d’Or 2023

Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro og hans assistent Elisabeth Madsen fra Svinkløv Badehotel har vundet guld i den prestigefyldte kokkekonkurrence Bocuse d’Or – også kendt som det uofficielle verdensmesterskab for kokke.

- Jeg er voldsomt stolt. Det er helt overvældende, og at Danmark igen viser, at vi er gode til gastronomi, er helt fantastisk. Jeg har arbejdet intensivt med mine retter siden november og haft det mest fantastiske team, der har bakket mig op – særligt min fantastiske assistent Elisabeth Madsen og også Sebastian Holberg Svendsgaard, Olivia Jensen og Oliver Loeve har virkelig har været med til at løfte. Uden dem var det slet ikke lykkedes, siger Brian Mark Hansen.

Årets tema for den første af de to serveringer var ”Feed the Kids” – en, for konkurrencen, alternativ opgave, hvor der skulle forberedes en nærende og legende treretters menu til børn baseret på sunde råvarer. Den anden servering var en både smuk og velsmagende fadservering med havtaske og kammuslinger som obligatoriske råvarer.



Vinderne blev udpeget af en jury bestående af 24 anerkendte internationale kokke, hvor smag, råvareudnyttelse og proces var blandt bedømmelseskriterierne. I marts 2022 vandt Brian og Elisabeth den europæiske udgave af konkurrencen, Bocuse d’Europe, hvilket kvalificerede dem til verdensmesterskabet, der netop er afholdt i Lyon. Deltagelsen blev således fuldendt med aftenens guldmedalje, som Danmark nu har vundet hele tre gange. Andenpladsen gik til Norge, mens Ungarn fik en flot tredjeplads.


- Det har været en hård intens proces med træningen i køkkenet, og jeg havde da naturligvis håbet på at komme på podiet, men jeg er naturligvis meget stolt over at kunne kalde mig verdens bedste kok. Det har været sjovt at være med til denne prestigefyldte konkurrence og en stor udfordring at lave mad i en hal, der er fyldt med flag, jubelbrøl og skrigende tilskuere – nærmest som var det en håndboldkamp. Men det bliver nu også godt at komme hjem til mit køkken på Søllerød Kro, afslutter Brian Mark Hansen. 


Som stolt sponsor af Brian, Elisabeth og den danske indsats vil vi ønske hele det danske hold stort tillykke med den velfortjente guldmedalje - og med en sejr der atter engang markerer Danmark på det gastronomiske verdenskort.

GÅ TILBAGE