BC NextGen skal sikre fremtidens arbejdskraft

BC NextGen skal sikre fremtidens arbejdskraft

Igennem BC NextGen arbejder man hos BC Catering Kolding målrettet for at sikre fremtidens arbejdskraft. Læs hele historien her.

Hos BC Catering Kolding har man taget skridtet videre for at sikre fremtidens arbejdskraft. Her har man nemlig inviteret en gruppe unge folkeskolelever indenfor til et skræddersyet forløb, som skal give dem et godt indblik i de mange spændende arbejdsopgaver, der er inden for lager- og transportbranchen.


- Hos BC Catering har vi et stort ønske om at sikre fremtidens arbejdskraft, og i den forbindelse fik vi den idé, at vi gerne ville åbne op og vise mange af de jobfunktioner, der hører med til at arbejde inden for lager og transport. Vi søsatte derfor projektet BC NextGen, hvor vi har givet en række folkeskolelever mulighed for at afprøve nogle af de forskellige arbejdsfunktioner, vi kan tilbyde hos os – og det er gået over al forventning, fortæller Henrik Friis, driftsleder ved BC Catering Kolding.


Fremtidens medarbejdere på besøg hos BC Catering Kolding

Som initiativtageren bag projektet har BC Catering Kolding arbejdet tæt sammen med UngKolding og UU Kolding om at finde og udvælge deltagerne til projekt BC NextGen, hvor i alt otte folkeskoleelever fra 9. klasse nu har deltaget.


-  Igennem en periode på seks uger mødte de unge op hos os hver tirsdag fra kl. 11.00-15.00, hvor de fik en introduktion til et udvalgt emne – det kunne fx være plukning og trimning af varer på lageret, og herefter fik de lov til at arbejde med emnet i praksis, fortæller Henrik Friis og fortsætter:


- Mine kollegaer og jeg havde på forhånd sørget for at sammensætte et forløb bestående af forskellige, faglige moduler, som de unge skulle igennem, og det er bare gået over al forventning. Vi havde oprindeligt et mål om, at mindst fire unge skulle ende ud med at få tilbudt et fritidsjob hos os, men faktisk blev seks ud af otte tilbudt et. Og det er vel at mærke unge mennesker, som ikke tidligere havde kendskab til branchen, men som igennem projektet har fået øjnene op for de muligheder, som vi kan tilbyde dem. Det, synes jeg, er en kæmpe succes. Og vi håber selvfølgelig, at de unge får lyst til at fortsætte inden for branchen ved at tage en uddannelse som fx lager- og logistikoperatør eller lager- og transportoperatør.


Projektet er afsluttet men ambitionerne lever videre

BC NextGen blev afsluttet på festlig vis hos UngKolding, hvor eleverne sammen med deres familier var inviteret til at markere afslutningen på et vellykket forløb. Der var bl.a. taler fra en lokalpolitiker samt Henrik Friis og Carsten Larsen, som satte ord på de mange gode ting, der kom ud af forløbet. De unge fik også en evaluering med sig hjem, hvori de kunne se nogle af de nye kompetencer, de havde erhvervet sig igennem perioden. Selvom projektet nu er afsluttet, er der ikke sat et endeligt punktum, for drømmen om at tiltrække endnu flere dygtige, unge mennesker til branchen fortsætter:


- Det har været fuldstændig fantastisk at se, hvordan de unge er gået til opgaverne med stor nysgerrighed og interesse, og jeg håber, at de har fået en masse med herfra – både fagligt og personligt. Samtidig håber jeg, at de har fået en forståelse for, at ikke alle behøver at være akademikere. At der er rigtig gode muligheder for at arbejde sig op og få et både spændende og udfordrende arbejdsliv inden for vores branche. Derfor har vi også ambitioner om at gentage succesen på et senere tidspunkt, så endnu flere unge får kendskab til deres muligheder i en virksomhed som vores, slutter Henrik Friis.


Læs mere om projekt BC NextGen 

GÅ TILBAGE