Hør hvordan den socialøkonomiske virksomhed PGU Økourt tænker økologi på en helt ny måde.
Fremtidens Økologi
01.06.2017Økologi er i hastig udvikling i Danmark, og der bliver tænkt alternativt på hvordan, bæredygtighed kan arbejdes ind i øvrige aspekter af hvordan, landbrugene drives.
”Når man tænker økologisk og bæredygtigt, tænker man både på de produkter, man arbejder med men også på de mennesker, man arbejder sammen med, og det miljø man arbejder i.” fortæller Torben Blok, Markedskonsulent for Foodservice hos Økologisk Landsforening.
Ifølge Torben vil økologi i fremtiden være præget af endnu mere helhedstænkning og en lyst til at tage ansvar for mere og mere bæredygtighed.
”Ude blandt køkkenerne kan jeg mærke, at man er begyndt at kigge på mange flere ting i værdikæden som f.eks. at bruge køkkenaffald som kompost. Man kunne godt forestille sig, at der på et tidspunkt kom mening i at levere kompost tilbage til marken. Jeg tror generelt, vi kommer til at se mange flere typer landbrug, som tænker bæredygtighed ind i deres virksomhedsfilosofi på helt nye måder” fortæller Torben.
Et godt eksempel på hvordan bæredygtighed kan tænkes ind i den generelle virksomhedsfilosofi, finder man hos PGU Rosenholm i Hornslet, som er en institution for unge med særlige behov. På institutionen kan de unge følge en række forskellige værkstedslinjer, hvor en af dem er gartnerilinjen. Denne linje har udviklet sig så succesfuldt, at der arbejdes på at drive gartneriet som en socialøkonomisk virksomhed, som hedder ” PGU Økourt”. Her er de unge, sammen med en række professionelle gartner-faglærere, en del af produktionen. Her prøver man ting af som mødestabilitet, indlæringsevne og arbejdsidentitet.
”Mange af de unge hos os har ikke haft de bedste oplevelser med at gå i skole, og det gode ved PGU Økourt og gartneriværkstedet er, at det er praktisk arbejde, der bærer indlæringen. Det er en rigtig god metode for dem at lære på, og de unge kan se, at det som de producerer bliver solgt til den virkelige verden. Det er med til at give høj indlevelse i jobbet, og de unge tager på den måde virkelig også ejerskab over deres arbejde i gartneriet” fortæller Helle Madsen der er Forretningsfører i PGU Rosenholm og Økourt.
Modellen hvor de unge får prøvet kræfter med et praktisk arbejde, klæder ifølge Helle Madsen også de unge godt på til fremtidens jobmarked. ”Vi har haft flere unge, som kommer ud i et fleksjob efterfølgende. På den måde forsøger vi, at bære dem så godt vi kan, videre med en arbejdsidentitet til arbejdslivet og en plads i samfundet, som ligger bagefter, de har fået deres uddannelsesbevis” fortæller Helle.
Da man startede gartneriet PGU Økourt, kiggede man på et område, man kunne se gode muligheder for afsætning i og derfor faldt valget på økologiske krydderurter. Og selvom der følger naturlige udfordringer med at beskæftige de unge, er der også tilsvarende store gevinster. Det kan gartner-faglærer Merete T. Pedersen særligt vidne om. ”Det største udbytte ved at have de unge i arbejde hos os er at skabe en positiv udvikling for den enkelte. Det, at de kommer her og finder ud af, at de faktisk kan noget og får succes med det, er en kæmpe fornøjelse. Det handler om at arbejde anerkendende, så de faktisk finder ud af, at de også er vigtige for samfundet som alle os andre” fortæller Merete.
PGU Økourt er leverandør til BC Catering og investerer alt overskud fra gartneriet i at skabe flere jobs til unge med særlige behov.
Se eksempler på nogle af de velsmagende krydderurter, der kan handles fra PGU Økourt nedenfor.
GÅ TILBAGE