Flot dansk placering ved Bocuse d’Or 2021 i Lyon

Flot dansk placering ved Bocuse d’Or 2021 i Lyon

Ronni Vexøe Mortensen repræsenterede Danmark i den prestigefulde konkurrence Bocuse d'Or 2021, og cherrytomater fra Skovsgaard var med til at sikre ham en flot andenplads.

I den traditionsrige kokkekonkurrence Bocuse d’Or, som fandt sted i september måned i Lyon, løb danske Ronni Vexøe Mortensen af med en flot andenplads – og nøje udvalgte cherrytomater fra Skovsgaard var med til at sikre ham den flotte placering.


Prisvindende cherrytomater fra Skovsgaard 

Ronni Vexøe Mortensen er til daglig souschef på restaurant Geranium. I 2019 vandt han den nationale udvælgelse under Bite Copenhagen i Bella Center, hvorefter han i 2020 vandt sølv ved det europæiske Bocuse d’Or i Tallinn. Til finalen i Lyon skulle Ronni bl.a. tilberede en tre retters take away-menu, og her udvalgte han en helt særlig frilandscherrytomat fra Skovsgaard.


Sammen med sin assistent, Sebastian Holberg Svendsgaard, havde Ronni været på udkig efter de helt rette cherrytomater til konkurrencen, og valget faldt på frilandstomaten af sorten Cheerio fra Skovsgaard. Valget af netop denne tomat skyldtes især dens fasthed og gode smag. Samtidig har hele historien bag Skovsgaard Gods også haft en stor betydning for valget af netop denne cherrytomat.


Cheerio-tomaten er kendetegnet ved at være en busktomat, og den er en af de tidligste helrøde kirsebærtomater. Tomaterne er 3 cm store og vejer mellem 25-35 g, og som sort tåler den koldt og ustabilt vejr bedre end andre. 


På konkurrencedagen skulle Ronni tilberede en tre retters menu som take away bestående af en kold forret, en varm vegetarisk hovedret og en kold dessert. Alle tre retter skulle indeholde de smagfulde cherrytomater. Derudover skulle Ronni også selv designe den kasse, som take away-menuen skulle serveres i.


Se hele Ronnis menukort her



Foto: Claes Bech-Poulsen 


Om Bocuse d’Or

Oprindeligt blev Bocuse d’Or grundlagt og opkaldt efter franskmanden Paul Bocuse, som er en af stamfædrene til Nouvelle Cuisine i 60´erne og oprøret mod det meget tunge franske køkken. Første gang Bocuse d´Or blev afviklet var i 1987, og efterfølgende er det blevet afviklet hvert andet år. Danmark har vundet 2 gange guld, 4 gange sølv og bronze en gang. Bocuse d´Or betragtes som det uofficielle VM for kokke, hvor der på 5 timer og 35 minutter skal laves en tallerkenserveret ret og en fadanretning. I år var tallerkenretten imidlertid skiftet ud med en tre retters take away-menu.

 

GÅ TILBAGE