På markerne ved St. Hestbjerg uden for Holstebro har Bertels Grise et godt griseliv. Netop det gode griseliv er omdrejningspunkt for Bertels Gris, og det ses tydeligt, når man besøger stedet.

Bertels Gris – når investering i dyrevelfærd skaber exceptionel høj kvalitet
26.03.2025Her har Bertel Hestbjerg valgt en vej, der kræver flere ressourcer end konventionel griseproduktion – en vej, der bygger på prioritering af gode arbejdsforhold for medarbejderne, plads til naturen og høj dyrevelfærd. Det skaber et godt landmandsliv, bedre liv for grisene og en bedre råvare.
Når tid bliver til kvalitet
Siden 1995 har Bertel Hestbjerg haft grise på friland, og i 2006 omlagde han produktionen fra frilandsgris til økologi med endnu højere krav til dyrevelfærd. Bertel Hestbjerg har skabt en overbygning til økologien, og en af mest markante investeringer i dyrevelfærd er beslutningen om at lade smågrisene blive hos soen i ti uger i stedet for de syv uger, som ellers er standard for økologiske grise. Det betyder færre kuld per so per år og dermed en øget omkostning, men også en langt bedre velfærd for dyrene. Grisene fravænnes først, når de er stærke, robuste og klar til et liv uden deres mor.
"Når grisene får lov til at blive ved soen, indtil de ikke drikker mælk mere, så er deres maver vant til fast føde, når de fravænnes. Det er et eksempel på et velfærdstiltag, som både er godt for soen og pattegrisene, og som betyder lav dødelighed samt et minimalt medicinforbrug", fortæller Bertel Hestbjerg.
Naturlig kost og et bæredygtigt kredsløb
På St. Hestbjerg går ansvarlig ressourceudnyttelse og dyrevelfærd hånd i hånd. Grisene får en varieret kost, som bl.a. inkluderer 30 tons frasorterede økologiske gulerødder, rødbeder og pastinakker om ugen. De frasorterede rodfrugter bidrager ikke kun til at reducere madspild – de er også med til at give en rigere smagsprofil i kødet.
For at mindske afhængigheden af importeret soja arbejder Bertel desuden på at erstatte proteindelen af grisefoderet med lokalt dyrket græsprotein. Det er en dyrere løsning, men den kan bidrage til en mere selvforsynende og lokal produktion.
Tørslagtning og høj kødkvalitet
Et andet bevidst valg er, at grisene tørslagtes – en proces, der medfører et vægttab på omkring 2 %: "Vi accepterer gerne dette tab for at opnå den bedste kvalitet", fortæller Bertel Hestbjerg.
Tørslagtningen resulterer bl.a. i mere mørt kød og en sprød svær – begge dele kvaliteter, der er højt værdsat i det professionelle køkken.
"Vi vil godt give 2 % af grisens vægt for at få en bedre kvalitet. Ikke mindst når der er produkter med svær på – så bliver sværen bare mere sprød", fortsætter Bertel Hestbjerg.
Oplev det gode griseliv på første parket
Hvert år åbner St. Hestbjerg dørene for besøgende under Sofari, hvor du kan opleve, hvordan dyrevelfærd manifesterer sig i praksis – fra de frie forhold på markerne til den særlige fodring og de naturlige omgivelser.
Læs mere om Bertels Gris og besøg dem til Sofari
”At være med til at skabe nogle oaser i det her land, hvor vi ikke forurener grundvandet med pesticider og hvor vi bidrager til en fin natur og biodiversitet, det har vi det godt med. Og jeg tror også, at de her grise de råhygger sig i den tid, de er her”, slutter Bertel Hestbjerg.