På besøg i Spanien

På besøg i Spanien

Grøntindkøberne var i foråret en tur i Spanien og besøge en række lokale producenter.

Ligesom med danske grøntvarer, er konsulenterne hos BC Catering også ude at besøge leverandørerne uden for landets grænser. Et hold grøntindkøbere anført af Development Manager Jan Kristensen, var i foråret en tur i området omkring Alicante og Malaga i Spanien og besøge en række leverandører. Landet er storleverandør af alt fra tomater og peberfrugter til icebergsalat og citrusfrugter. ”Det er imponerende, når man flyver hen over området med flyveren – man tror nærmest, man er ude over vandet, når man ser ned på tagtoppene fra alle drivhusene” fortæller Jan Kristensen.

Et af de helt store logistikcentre holdet var på besøg hos har mere end 1800 tomatleverandører under sig og læsser på en god dag omkring 150 lastbiler med tomater. ”Det at de har kontakten ud til de mange lokale landmand i Spanien gør, at vi køber lokalt til den rigtige kvalitet. På den måde udnytter man også høsten optimalt og mindsker mængden af madspild” supplerer Jan.

Et af de lokale landbrug, holdet også besøgte, har specialiseret sig i at dyrke spisemodne avocadoer. Hvor avocadofrugten tidligere var noget, man lod modne i køkkenet, modner denne leverandør specifikke sorter med et fedtindhold på op til 21%. Og som så mange andre landbrug i Spanien, anvender man drypvanding som en bæredygtig måde at vande sine afgrøder på.

2017 har indtil videre også budt på udfordringer i Spanien i form af dårligt vejr med vand og frost i en mængde, som ikke har været set i 40 år. ”Udover faglig indsigt har det også været hensigten at tage bestik af situationen indenfor dette område og se hvordan, man er begyndt at genopbygge landbruget igen” fortæller Jan. Denne indsigt er, ifølge Jan, uvurderlig, når kunderne derhjemme skal have den bedst mulige rådgivning og historie bag grøntvarerne.

Som i Danmark er økologi også fremadstormende i Spanien. ”Markedet for citrusfrugter er virkelig på vej frem. Vi besøgte et pakkeri som håndterede 450 tons citrusfrugter om dagen, hvoraf hele 40% er økologiske. Det stiller høje krav til logistikken, når der ikke bruges overfladebehandling, og der er det spændende at rejse herned og få forståelsen for hvad, det kræver” fortæller Jan.

I et land hvor man høster året rundt, er det ifølge Jan særligt spændende, hvordan landmændene omlægger deres produktion til at være økologisk året rundt. ”Vi lægger meget vægt på leverancesikkerhed og bedst mulig udnyttelse af ressourcerne, og det stiller store krav til vores leverandørers økologiske kompetencer. Leverandørerne skal være dygtige for, at det kan lade sig gøre, og det er en af de ting, vi tager ned for at opleve.” afslutter Jan.

GÅ TILBAGE