Mindre madspild kan opnåes i mange led gennem råvarens rejse fra jord til bord. Adskillige leverandører går forrest med nye, spændende metoder, som du kan blive klogere på her.
Grønt-leverandører går forrest i kampen mod madspild
21.06.2019Madspild er et område, der gennem længere tid har været fokus på gennem hele værdikæden af de råvarer der anvendes i de danske køkkener. Dels bliver der igangsat tiltag direkte ude i køkkenerne for at mindske madspild, men producenterne selv forsøger også i høj grad at reducere råvaresvindet allerede helt ude på marken eller i gartneriet.
Op imod 40% af grøntvarerne i Danmark havner ikke ude hos slutkunden, da de eksempelvis frasorteres på grund af kosmetiske fejl. I stedet for at disse varer - som ellers ikke fejler noget, går til, så vælger man blandt andet hos grøntproducenterne Axel Månsson, Yding Grønt, Tvedemose Champignon, Østerkrog Gartneri og Danroots at forædle og anvende disse produkter på kreative måder.
Snitgrønt er eksempelvis et produkt hvori disse varer kan anvendes. ”Hvis man bruger et produkt, som har skalfejl og ellers ikke fejler noget og skærer i tern og skiver, så får man pludselig et førsteklassesprodukt ud af et andenklasses-produkt,” fortæller Benjamin Larsen, Grøntkonsulent i Fantastisk Frisk Frugt & Grønt. Det er dog ikke alt snitgrønt, der kommer fra frasorterede produkter, men de er ofte glimrende kandidater til det. Udover at give grøntavlerne mulighed for at anvende en større andel af deres råvarer, så kan snitgrønt endda også være medvirkende til at spare tid i madlavningen, samt sikre at der kun indkøbes den volumen råvarer, der reelt skal bruges – en faktor som også kan være med til at mindske madspild.
Axel Månsson A/S der er blandt Danmarks største producenter af grønt, har indkøbt maskiner, der kan forarbejde eksempelvis løg, hvor en maskine skræller løget hvorefter en anden hakker det, og en tredje har mulighed for at skiveskære løgene. Derudover anvendes skrællen og øvrigt grøntaffald i et biogasanlæg, hvorved så meget som muligt af grøntvarerne anvendes i en grøn cyklus. Grøntsagsproducenterne Yding Grønt, Tvedemose Champignon, Østerkrog Gartneri og Danroots A/S har indført lignende initiativer.
At anvende så meget som muligt af grøntvarerne kan også være en fordel for grøntproducenter, som enten står for at skulle omlægge eller har omlagt deres produktion til økologi. På den måde forbedres udbyttet af produktionen gennem bedre anvendelse af 2. sorteringsvarerne, og dermed er der både et madspildsreducerende og driftsøkonomisk potentiale.
”Vi ser, at grøntavlerne tager deres ansvar til sig for bæredygtighed og er meget bevidste om at bruge produktionen så godt som muligt. Princippet med at bruge produkterne, der kun har kosmetiske fejl, er en fantastisk tanke, der er både bæredygtig og økonomisk ansvarlig. Fra leverandørernes øjemed er der frygteligt meget spild, som kan undgås, og det forbedrer regnestykket både for avlerne, kunderne og ikke mindst miljøet,” afslutter Benjamin.
Du kan nedenfor se en række udvalgte snitgrøntprodukter fra en række af de omtalte leverandører - og se mange flere på webshoppen.
GÅ TILBAGE