Besøg Axel Månsson - en af Danmarks førende grøntproducenter. Få et ærligt indblik i drivkraften bag af et af Danmarks større frilandsgartnerier.
Fra forsøg med kinakål til et af Danmarks førende frilandsgartnerier
27.06.2016Frilandsgartneriet Axel Månsson
Frilandsgartneriet Axel Månsson er leverandør til BC Catering.
Hvor grønsagsproduktionen i første omgang startede med et forsøg med kinakål, er den i dag en af Danmarks førende producenter af icebergsalat, hjertesalat, broccoli, løg, spidskål, bladselleri, fennikel m.m., ligesom der stadig produceres lidt kinakål.
Landmand fra barnsben
Fra barnsben har Axel Månsson altid gerne ville være landmand og valgte faget pga. de udfordringer og den spænding, der er forbundet med at drive et frilandsgartneri.
Da virksomheden blev grundlagt i 1976, var det ikke almindeligt at dyrke grønsager i Midtjylland. Det hørte mere til på de lune steder i landet, og ude langs kysterne.
En dag i 1983 kom Axels kone hjem med et kinakål, som hun havde betalt 20 kr. for.
Der kan være ca. 60.000 kinakål på en hektar land, så Axel Månsson var ikke sen til at se forretningsidéen i at producere og sælge kinakål. Det skulle dog vise sig at være nemmere sagt end gjort. I begyndelsen fik de kun 1,70 kr. pr. stk. for deres kinakål, fordi de blev solgt samtidig med, at kartoffelavlerne havde solgt deres kartofler, og herefter også dyrkede kinakål. Om efteråret var markedet derfor oversvømmet med kinakål. Efter gode råd fra en gartnerkonsulent, som foreslog at dyrke kinakålene meget tidligere end alle kartoffelavlerne, vendte billedet, og prisen for kålene blev en helt anden. Siden da kom salat hurtigt til, og herefter masser af øvrige grønsagsprodukter.
Økologien vinder frem
Axel Månsson har altid brændt for økologi. ”Jeg har altid været økolog helt ind i hjertet, og i 1998 blev en del af virksomheden så økologisk certificeret”, fortæller Axel. I dag er ca. halvparten af de i alt godt 1.200 ha økologisk, og økologien er i kraftig vækst. ”Det drejer sig dog om, at vi både skal have erfaringen og markedet til at omlægge 100% til økologi”, supplerer Axel.
Omstillingsparate med topmoderne teknologi
Hver sæson præsenterer sine unikke muligheder, men også udfordringer. I denne sæson er Axel Månsson kommet lidt tidligere i gang med høst af grønsager end normalt. Til gengæld har vejret været skiftevist varmt og koldt, hvilket har gjort, at høsten er kommet mere fragmenteret end normalt. Heldigvis er virksomheden meget omstillingsparat og handler hurtigt på uforudsete hændelser, hvilket de anser som en af deres store styrker.
Selvom frilandsgartneriet har eksisteret i mere end 40 år, så anvendes der topmoderne teknologi. Der bliver anvendt lige fra lugerobotter til de nyeste maskiner indenfor planteteknik, jordbehandling og høst. Det er et bevidst valg, at der bruges højeffektive maskiner, redskaber og metoder, der hjælper med til at produkterne kan sælges til konkurrencedygtige priser, og dermed sende besparelser ud i kundernes lommer.
Tendens til øget fokus på grøntsager frem for kød
Markedet har da også udviklet sig til virksomhedens fordel. Kål er særligt på vej frem, men frilandsgartneriet kan også mærke en generel tendens til et øget fokus på øvrige grøntsager.
”Jeg tror generelt, at det er det øgede fokus, der er på sundhed, og det, at man vælger at skære lidt ned på mængden af kød på sin tallerken, er med til at drive kategorien frem. Derudover er der mange, som får øjnene op for, at eksempelvis kål både kan spise rå, samt presses, saftes, fermenteres og meget mere. Der er mange anvendelsesmuligheder for de enkelte grøntsager, og de kan bruges både i kombination med hinanden og på flere forskellige måder”, forklarer Axel.
Både fagligheden og håndværket i at drive et frilandsgartneri er en af de bærende faktorer for hvordan virksomheden Axel Månsson bliver drevet i dag. De er af den opfattelse at god og sund jord, giver sunde mennesker. Jorden skal derfor altid være godt næret med de rigtige mikroorganismer, så planterne kan optage de næringsstoffer, som de har behov for.
”Det rigtige grundlag betyder alt for en god produktion”, afslutter Axel.
GÅ TILBAGE