CO2e beregner - et skridt i den rigtige retning

Et forsigtigt bud på klimaaftryk pr. produkt

Nu kan du på størstedelen af fødevarerne i vores webshop se et CO2e-ikon med en værdi pr. produkt. Værdien (fx 1,02) angiver, hvor mange kilo CO2, der er udledt pr. kg. drænvægt af den pågældende råvare.

Hvad betyder Co2e?

Co2 står for kuldioxid. Du vil se, at vi indsætter et e, som står for emission eller udledning. Værdien pr. vare - fx 1,02 pr. kg. peberfrugt - betyder dermed, at produktion, evt. forarbejdning og transport af 1 kg. drænvægt af denne vare har udledt 1,02 kg. Co2 eller kuldioxid.

Hvorfor viser vi det?

Klimadebatten raser og vi har fået mange forespørgsler fra kunder, som gerne vil kunne se, hvor meget Co2, der udledes for de enkelte produkter og vi har lyttet og kommer her med et forsigtigt bud på netop denne forespørgsel. Vi skriver "et forsigtigt bud", da disse oplysninger pr. produkt ikke er entydige. Der findes ikke en officiel, statskontrolleret database med CO2e-angivelser pr. vare, så vi har været nødsaget til at kigge på, hvad der trods alt er tilgængeligt. Det er en spæd start og et skridt i den rigtige retning - men mange af beregningerne er stadig baseret på skøn fra de tilgængelige databaser. 

Hvor stammer CO2e-dataen fra?

Da der ikke findes en statskontrolleret certificering (som det er tilfældet ved fx Dansk Økologi), har vi valgt at lægge os op af ’Den store klimadatabase’, som er lavet af Concito i samarbejde med 2.-0 LCA consultants og med støtte fra Salling Fondene.

Vi vælger at førsteprioritere ’Den store klimadatabase’, da den på nuværende tidspunkt er den første, offentligt tilgængelige database med ensartede, detaljerede og transparente beregninger af det gennemsnitlige klimaaftryk. Tag meget gerne et kig på Den Store Klimadatabase, hvis du vil se nærmere på de data, vi bl.a. har valgt at benytte.

Hvis og såfremt der fx fra offentligt hold bliver præsenteret én komplet beregningsmetode for CO2e, antager vi at vores leverandører i højere grad vil benytte denne til at udregne specifikke CO2e-tal for deres produkter. I så fald vil vi genbesøge vores data og vil undersøge mulighederne for at trække producentens egne data.

Kilde: Den Store Klimadatabase
 

Plads til forbedringer

Der er plads til forbedringer, men nu er vi i gang

Der er huller i osten, ja. Man ville hurtigt kunne sætte spørgsmålstegn ved beregningsmetoderne eller på udvalgte værdier. Vi har blandt andet måtte indsætte gennemsnitlige værdier på udvalgte varer, da der simpelthen ikke findes verificerede beregninger på alle fødevarer i verden.

Eksempelvis viser ’Den store klimadatabase’ at en rød, rå peberfrugt har et klimaaftryk på 1,02 CO2e pr kg. I dette tilfælde har vi valgt også at påføre samme klimaaftryk på de øvrige farver en peberfrugt kan have, for at kunne levere så meget data som muligt.

Trods usikkerhederne så ville vi dog ikke vente længere. Vi vil være med til at vise vejen og gøre det muligt for vores kunder at træffe oplyste valg, når de bestiller råvarer hos os. Vi håber, at vores kunder og samarbejdspartnere vil forstå og acceptere, at det er udfordrende at skaffe valid data, men at vi dog yder vores - for at være med til at belyse klimaudfordringerne.

Vi håber, fremtiden byder på fællesskab

Vores forhåbning er, at størstedelen af virksomheder, som sælger og leverer fødevarer i fremtiden vil benytte samme datakilde, så sammenligningsgrundlaget for klimaaftrykket bliver det samme.

Oplysningerne vi leverer, er beregnet til almen orientering og oplysning. BC Catering påtager sig intet ansvar for de præsenterede data og den efterfølgende anvendelse heraf.

.