Kend dine høns

Kend dine høns

Burhøns, økologiske høns og fritgående høns – typerne er mange, og i forbindelse med ØKOtober sætter vi fokus på de forskelle og ligheder, der er blandt det fjerkræ, vi kan købe i Danmark.

Burhøns: Burhøns lever i bure af trådnet, og der må være 13 høns pr. kvadratmeter. Det er et krav, at de har reder og siddepinde til rådighed, og de skal have mulighed for at tage støvbade. Ved at baske med vingerne og skrabe med fødderne i støvet kan de nemlig fjerne snavs og fedtstof fra deres fjer.

Tidligere har næbtrimning været tilladt, men den danske æg-branche har besluttet at stoppe dette på hønekyllinger, der producerer æg. Burhøns får foder, der er baseret på konventionelle afgrøder.

Skrabehøns: Skrabehøns går rundt i store flokke på mellem 3.000 og 10.000 i en stald. I stalden må der være op til 9 høns pr. kvadratmeter. Stalden skal være indrettet med reder og siddepinde, og mindst en tredjedel af arealet skal være dækket med sand, halm eller anden strøelse. Det er tilladt, at stalden er uden vinduer. Skrabehøns har ikke mulighed for at komme udenfor og får ligesom burhøns konventionelt foder.

Frilandshøns: Frilandshøns går i flokke uden en øvre grænse for, hvor stor flokken må være. Der må være op til 9 høns pr. kvadratmeter, og der er også her krav om reder og siddepinde.

Fritgående høns skal have strøelse som sand eller halm på mindst en tredjedel af gulvet, og de har adgang til et udendørsareal på minimum 4 kvadratmeter pr. høne. De får også konventionelt foder.

Økologiske høns: Økologiske høns lever i huse med op til 3000 høns i en flok, og der må være op til 6 høns pr. kvadratmeter i hønsehuset. Hønsene skal også her have siddepinde og reder. Mindst en tredjedel af gulvet skal være forsynet med strøelse eller halm og sand – og mulighed for at støvbade. Der skal være vinduer og dermed dagslys i stalden.

Økologiske høns skal have adgang til et udendørs areal på mindst 4 kvadratmeter pr. høne, som skal være dækket af græs eller anden vegetation. Der skal desuden være læ og beplantning. En gang om året skiftes der til en anden hønsegård, hvorefter den gamle skal være fri for høns i et år. Det sker for at forebygge angreb af parasitter, og for, at beplantningen kan blive genskabt, når hønsene har rodet i den. Økologiske høns får økologisk dyrket foder og har adgang til grovfoder som eksempelvis græs, ensilage, gulerødder og roer.

Uanset hvilken slags fjerkræ du skal have fat i, finder du et bredt udvalg på vores webshop. 

GÅ TILBAGE

Relaterede varer