Æble- og pæresonen er i fuld gang, og der er mange måder at anvende disse små mirakler i alsidige retter. Vi giver dig her 5 ideer til, hvordan du kan anvende disse fantastiske frugter i dit køkken.
Kreativitet med æbler & pærer
11.09.2019Sund topping
Start dine gæsters morgen med lækre æbler som topping til yoghurten, skyr eller grød. Æbler smager skønt, enten i deres revne form eller som en mos/ kompot med f.eks. vanilje og kanel tilsat. Prøv også bagte æbler, som trods en syndig smag er en sund topping, der er fyldt med C-vitaminer og alle æblernes fantastiske egenskaber.
Bagværk
Æbler hører i høj grad også hjemme i et væld af kager. Prøv f.eks. en skøn og let æble-crumble med smuldredej (baseret på eksempelvis havregryn, mandler, vanilje, kanel og smør). Et friskt indspark kan også være lækre bagte hasselback-æbler serveret med enten vaniljeis eller creme fraiche.
Frugt med tilbehør
Æbler kan med fordel serveres som en lækker snack, dels til kagebordet, mødeserveringer eller som let dessert. Prøv eksempelvis skiver af æbler med en lækker dip af peanutbutter og appelsinsaft, flydende chokolade eller lakridspulver. Skiveskårne æbler kan også bages sprøde i ovnen, så de minder om lækre chips - blot på den sunde måde.
Fars eller gryderetter
Æbler kan med deres søde og syrlige egenskaber (afhængigt af sort), efterlade et særligt aftryk i gryderetter og simremad og være med til at balancere smagsprofilen. Desuden kan du med fordel anvende æblerne til mange klassiske retter - eksempelvis kan de rives med i frikadellefarsen, farsbrød eller boller i karry.
Sylt eller tør frugterne
Har du æbler eller pærer i overskud, kan du gemme og samtidigt forædle frugterne ved at lade dem sylte enten til en smagfuld marmelade, kompot eller i skiveform. Syltede æbler sammen med eksempelvis rødløg er fantastisk tilbehør til kød, burgere, smørrebrødet eller ostebordet. Pærer syltet i ingefær kan også være et frisk indslag i forretten. Du kan også med fordel tørre både æbler og pærer og på den måde bruge dem som eksempelvis topping - eller sunde snacks. Mulighederne er mange - og med syltning eller tørring har du god tid til at tænke over dem.