Salat, agurker, peberfrugter, broccoli, spidskål og meget mere, er hos langt de fleste køkkener, grøntvarer, der bruges gennem hele året. Det stiller krav til et velfungerende leverandørnetværk, der gør det muligt for os at forsyne køkkener over hele landet med fantastisk frisk frugt og grønt uagtet sæsonen.
Håndplukkede spanske avlere
01.02.2019Et af de lande, som vi særligt importerer mange grøntvarer fra i vinterhalvåret, er fra avlere i Spanien. Udover at samarbejde med nogle af de helt store grøntvirksomheder i landet, har indkøbsafdelingen med Claus Jensen i spidsen, håndplukket lokale avlere fra især Spanien. En af de helt store fordele ved at få varerne direkte fra producenten er, at varerne ikke kommer gennem for mange distributionsled, men kommer så hurtigt og friske som muligt ud til de danske køkkener.
Et godt eksempel herpå er den 12 år gamle grøntvirksomhed Ecoinver, som blev startet af Ramon Segura. Han arbejdede tidligere i et større kooperativ, men oplevede, varerne blev solgt til tæt på under produktionsprisen, hvilket pressede både ham og hans kollegaer. Missionen var derfor klar – han ønskede at sælge direkte til kunderne fra farmen sammen med de lokale landmænd. Det har resulteret i en stor opbakning fra lokalområdet, som hjælper virksomheden med at dyrke lækre agurker, auberginer, tomater og meget mere, der sælges direkte til kunderne.
Foruden denne producent har Claus og indkøbsteamet håndplukket en lang række grøntavlere, der producerer alt fra agurker, icebergsalat, romainesalat, peber og snackpeber til broccoli, spidskål, squash og mange andre øvrige, spændende grøntvarer.
Nærhed er vigtigt
For at garantere leveringssikkerhed er der lavet lange aftaler med de lokale spanske avlere – begge dele elementer, som kommer kunderne her i landet til gode.
Og selvom avlerne i Spanien er flere tusind kilometer fra kunderne i Danmark, så er det vigtigt, at varerne kommer så hurtigt som muligt fra jord til bord. Faktisk bliver der hver uge, fra november til april, kørt 3 gange om ugen fra Spanien til Danmark. Grøntvarerne bliver, fra de bliver høstet hos de lokale avlere, kørt på et spansk centrallager og derefter fragtet non-stop til Danmark. Faktisk går der helt ned til 1 dag fra at grøntvarerne er høstet, til at de er på vej til Danmark. Lastbilen holder aldrig stille, da 2 chauffører kører i stafet på turen nordpå til Fantastisk Frisk Frugt & Grønts centrallager i Slagelse. ”Lastbilerne er udstyret med GPS, og det har faktisk været en stor fordel på det sidste med den politiske uro, man har oplevet i Frankrig, hvor der har været udfordringer med lukkede veje. Vi vil jo altid gerne være sikre på, at lastbilerne er præcis der, hvor de skal være, så vi kan få varerne så friskhøstede, som overhovedet muligt, ud til vores kunder”, fortæller Claus Jensen, Indkøbschef hos Fantastisk Frisk Frugt og Grønt.
Stor fleksibilitet i produktionen
Landbrug i Spanien har både ligheder, men også forskelle med det danske landbrug, fortæller Claus. Grøntavlerene i Spanien er som avlerne i Danmark 100% afhængige af vejrsituationen i forhold til, hvad der kan dyrkes, men den store geologiske variation i det spanske landskab, giver en stor fleksibilitet til producenterne.
Et godt eksempel herpå er grøntproducenten Agromark, beliggende i Dolores de Pacheco i Murcia, der blandt andet producerer broccoli, blomkål og spidskål. Virksomheden er særligt godt rustet mod regn, storm og sne, idet de har marker beliggende i mange forskellige områder. ”Det specielle ved avlerne i Spanien er, at hvis det eksempelvis er for varmt nede omkring vandet, så kan man dyrke på andre marker længere oppe i højden. Det gør også, at man ser en meget diversificeret produktion gennem året, hvor man følger sæsonerne, i forhold til hvilke afgrøder man har, og hvad vejret tillader man dyrker”, fortæller Claus.
Et klima med diversitet
Det meget forskelligartede landskab gør også, at man ser specielt gavnlige betingelser for forskellige typer grønt. Grøntproducenten Adesur i Aguilar dyrker sprød iceberg salat, og den jord, som der dyrkes på, har en høj forekomst af sten. Dette gør markerne bedre i stand til at filtrere vandet væk fra overfladen, og da netop oversvømmelser er en af de ledende årsager til råd, er denne specielle jordsammensætning, en kæmpe fordel. Derudover er markerne omringet af bjergene, hvilket genererer et helt unikt mikroklima til dyrkningen af den velsmagende salat.
Et øje på økologien
Selvom det fortrinsvist er konventionelle varer der importeres fra Spanien, så er man også begyndt at undersøge mulighederne for i højere grad at få de økologiske varianter – både fra Spanien og Italien - da den generelle efterspørgsel er stigende for hele markedet. ”De danske køkkener, der ønsker det økologiske bronze-, sølv- eller guldspisemærke, har jo behov for økologi året rundt, og det forpligter os til hele tiden at have et konkurrencedygtigt udbud af økologiske varer fra hele verden. Og der synes jeg, at mange avlere i Spanien ser rigtig spændende ud”, fortæller Claus.
Et globalt netværk
Ikke kun avlere fra Spanien bliver besøgt. Gennem hele året besøges forskellige leverandører fra hele palletten af avlere, der leverer ind til Fantastisk Frugt & Grønt. ”For os er det essentielt, at vi er tæt på vores leverandører. Det er rart at komme ned og se, hvor godt der er styr på tingene, og ikke mindst sætte ansigt på hinanden. Det mener jeg, betyder enormt meget for et godt forhold til leverandøren, et frugtbart samarbejde, og at vi deler den samme vision om fantastisk velsmagende frugt og grønt”, afslutter Claus.
Vi har hos BC Catering altid et fokus på at anvende nye, spændende leverandører fra hele verden med høj leveringssikkerhed og optimal kvalitet til den rigtige pris.
Shop masser af spændende frugt og grønt på vores webshop her.
GÅ TILBAGE