Den største af de 3 sidste champignonavlere i Danmark

Den største af de 3 sidste champignonavlere i Danmark

Mød den største danske champignonproducent, som oplever en kraftig vækst i efterspørgslen på økologi.

Tvedemose Champignon blev grundlagt af den nuværende ejer Jens Christian Hansens far, farfar og morbror tilbage i 1963. Gennem 50 år og 3 generationer har familien Hansen på Tvedemose på Sjælland opbygget stor erfaring og knowhow inden for dyrkning og forarbejdning af champignoner og er den største af de sidste tre champignonavlere i Danmark med spændende produkter – også økologiske.

Siden 1963, da Tvedemose Champignon blev grundlagt, er virksomheden vækstet støt fra at fremstille 30 tons champignoner om året til 1.000 tons champignoner i dag. Medarbejderstaben tæller 55 fastansatte, og virksomheden drives i dag af Kirsten og Jens Christian Hansen. Derudover er der 70 ungarbejdere i alderen 15-20 år ansat til plukning i helligdage og weekender, da der plukkes champignon hver dag året rundt.

Fingersnilde og nicheproduktion

Kirsten fortæller, at dyrkning af champignon kræver stor fingersnilde og erfaring. Derudover er det meget løntungt, da 35%-40% er lønomkostninger, så man skal vide, hvad man gør, så ressourcerne bliver brugt bedst muligt. Der dyrkes kun efter planlagte produktioner, og der dyrkes kun det, som er solgt. Dermed vil der være tale om leveringstid, hvis nogen pludselig vil bestille 1 ton champignoner.

Tvedemose Champignon står stærkt i deres branche, da de træder nye veje. De har med succes oprettet en nicheproduktion af andre, mere specielle produkter, som vinder indpas på markedet. Udover de 4 specialsvampe, produceres der også mini-portobello, som er utrolig kompakte svampe, der er meget velegnede som tilbehør til for- og hovedretter.

Stor efterspørgsel efter økologi

Tvedemose Champignon oplever en stor efterspørgsel efter økologi og har allerede mange økologiske varer i deres sortiment. En af de sværeste dele ved at dyrke økologisk er at skaffe råvarerne til at lave den økologiske kompost, man bruger i forbindelse med dyrkningen. Tvedemose Champignon startede i 2011 med at dyrke økologisk og købte i starten komposten i udlandet. Nu fylder økologi imidlertid så meget i afsætningen, at de derfor har valgt at lave komposten selv sammen med udvalgte samarbejdspartnere. Der skal være en vis volumen, før det kan betale sig at dyrke økologisk, men markedet har flyttet sig meget siden 2011, forklarer Kirsten.

Økologi er ikke kun på vej frem i detailhandlen, men er i høj grad også ved at snige sig langsomt ind ude hos køkkenerne. Økologiske champignoner er dyrere end konventionelle, men den måde der dyrkes på betyder, at der produceres en mere kompakt svamp, som ikke svinder så meget ind på panderne. De er mere kødfyldte og af en højere kvalitet. Dermed skal der ikke samme mængde til for at lave en velsmagende ret.

Selve den økologiske dyrkning er ikke den svære del, fortæller Kirsten. Plukningen er den samme som ved konventionelle champignon, men proteinkilderne til komposten er mere udfordrende at skaffe til økologisk dyrkning, da der skal bruges store mængder. Det vigtigste i økologi er høj hygiejne og renlighed. Tvedemose Champignon forventer, at der muligvis kan omlægges til 100% økologisk produktion i fremtiden.

Tvedemose Champignon er leverandør til BC Catering. Find flere Fantastisk Friske produkter fra Tvedemose Champignon ved at følge linksene herunder.

 

 

GÅ TILBAGE

Relaterede varer