Danmark kan levere et utal af fantastiske råvarer der kan blive til fantastiske retter. Vi dykker her ned i de forskellige egne, hvor nogle af de gode, danske råvarer kommer fra.
Danmark smager bare bedre
27.02.2019Ofte spiller detaljer som jordbundsforhold, plantemiljø, særlige vejrforhold og traditioner en stor rolle for, at råvarernes smag bliver helt speciel. Heldigvis er Danmark fyldt med særlige områder, der frembringer nogle helt unikke fødevarer.
Vi bringer her en omtalelse af en række ingredienser og råvarer som er nøje udvalgt på grund af deres enestående egenskaber og fantastiske smag. Fælles for dem alle er, at de er danske, dejlige og helt lokale.
Alle de specielle produkter, vi fortæller om her på siden, findes i vores sortiment, hvilket vi naturligvis er utrolig stolte af.
Vildmosekartofler
De gode jordbundsforhold i Vildmosen skyldes et op til 5 meter tykt spagnumlag, der giver en helt særlig grobund for kartofler. Det "lukkede" system, hvor vandet kommer fra nedbøren og ikke fra grundvandet, giver en "sur" jordbund, der giver en god konserveringsevne og giver Vildmosekartoflerne deres tynde, fine skræl og fantastiske smag.
Læsø Sydesalt
Læsø salt er sydesalt udvundet ved inddampning af salt grundvand. Det indeholder udover selve saltet en række mineraler, som er med til at skabe den unikke smag, der gør Læsø Salt til et værdsat gastronomisk krydderi.
Muslinger fra Vilsund Blue
Limfjordens lave vandtemperatur og kombinationen af fersk- og saltvand skaber perfekte forhold for muslinger. Vilsund Blue blev som det første muslingefiskeri i verden certificeret af MSC, der anerkender og belønner bæredygtigt fiskeri.
Aalbæk Specialiteter
Siden 1920 har Aalbæk Specialiteter stået for høj kvalitet og kærlighed til slagterhåndværket. I dag er det en af Danmarks førende og mest innovative producenter af økologisk pålæg. Aalbæks slagterbutik i Farre er et tilløbsstykke for alle, der er vilde med pølser, postejer, bacon og friske slagtervarer i topklasse.
Årstidsmælk fra Christiansfeld Mejeri
Mælken er fremstillet af økologisk, homogeniseret mælk fra Debelgaard og tappet på Christiansfeld Mejeri. Mælken er nærmest helt ubehandlet, og fedtindholdet varierer med årstiden, og derfor svinger fedtprocenten i mælken fra 3,5-4,5%. Årstidsmælk er en økologisk, fyldig mælk med en blid flødesmag afsluttet med noter af vanilje.
Biodynamiske Demeter Æg fra Birkelund
På Birkelund bliver de biodynamiske æg produceret ud fra en holistisk tankegang, hvor der tages hensyn til en sammenhæng mellem alle elementer. Her strøs hønernes foder ud med håndkraft som et led i at holde en tæt kontakt til dyrene.
Rygeost fra fyn
Osten stammer oprindeligt fra Fyn, hvor den er blevet produceret så længe, at nogle mener, den kan spores helt tilbage til vikingetiden. Rygeost er helt unik og faktisk den eneste originale danske ost, da alle andre oste herhjemme er kopier af ost fra andre lande.
Lam fra Skovsgaard Gods
På det fine gods, der ligger på Langeland, er alt økologisk. Lammene af racen østfrisisk indgår i et fint økosystem, hvor de i løbet af året flyttes rundt på godsets græsmarker. De får udelukkende græs, og markernes nærhed til kysten giver noget af det mest smagfulde lammekød, du kan forestille dig.
Mejnerts Mølle
På det økologiske familielandbrug stenkværnes kornet på gammeldags manér så alle de gode vitaminer og proteiner fra kornet bevares i melet. Dette resulterer i mel med højt fiberindhold, naturlige vitaminer og mineraler, og god struktur og dyb smag.
Nordhavn Manufactory
I Københavns Nordhavn forenes italiensk håndværk med danske råvarer, og resultatet er nogle helt fantastiske specialeddiker.
Æbler fra Lilleø
Claus Meyer har siden 2003 arbejdet målrettet med at omdanne Lilleø til hele Danmarks æble, som i dag er kendt for sine fantastiske produkter - bl.a.a den koldpressede most og den friske frugt fra de mere end 30 år gamle frugttræer med både gamle og sjældne sorter.
Lehnsgaard Rapskimolie
Som de eneste i Danmark laver bornholmske Lehnsgaard olien udelukkende af rapsens kim. Rapsfrøene kommer fra udvalgte lokale marker og renses to gange, før de afskalles for at fjerne den bitre smag. Efterfølgende koldpresses frøene, hvilket bevarer de sunde omega 3- og 6 fedtsyrer og giver en dejlig nøddeagtig smag.
Læs den nye udgave af BLUS her - Danmarks Gastronomiske Foodservicemagasin
GÅ TILBAGE